pcbs01.jpg (20518 bytes)

Mine fiskepladser Fiskejournal Småbådsfiskeri

Tag med på fisketur

Gæstebog Links
  Mit fiskegrej  

Fiskejournal 20. januar 2003

Lufthavnen
2 ørreder

Vinden var frisk fra sydvest, der var et tyndt lag skyer solen kiggede lidt igennem og temperaturen lå på ca. 3 grader. Lige vejr til bølger på lufthavnen.

Jeg tog af sted hen mod middag, og kørte ned og holdte ved Stampen, hvor jeg tog den lange gåtur ud til det gamle slæbested ved Bavne odde. Jeg prøvede et par kast ved slæbestedet, men der var for store bølger til at jeg kunne komme ud og fri af de store sten kysten består af der, så jeg kunne ikke rigtig styre grejerne på grund af den turbulente brænding.

Så jeg gik små 100 meter mod vest, og fiskede lige der hvor stranden begynder at bestå af ral. Der er et rev en kaste længde ude, og pænt med vand indtil ralstranden der skråner brat ned få meter fra stranden. Der kunne jeg styre grejet nogenlunde, og det resulterede også i fisk i første kast. En farvet fisk på ca 2 kg. Den tog ca. 20 til 30 meter ude, hvor vandet turbulerer på grund af mødet med stranden. Den tog jeg på rød kølpirk. Men kølpirken mistede jeg i kastet straks efter, jeg skulle have kontrolleret knuden efter at jeg havde haft fisk. Så jeg prøvede noget andet for en gangs skyld, jeg satte en kobberfarvet Snaps 25 gr. monteret med ekstra ring og enkeltkrog str. 1/0 på. Det virkede lige så godt som kølpirken. Kort efter mistede jeg nemlig en fisk, der virkede farvet, men næsten dobbelt så stor som den forrige. Den slog sig af da jeg kæmpede med at få den gennem turbulensen der var i brændingen små 10 meter ude.

Kort efter fik jeg så et kraftigt hug, ca. ligeså langt ude som de forrige. Fisken gjorde et par korte udfald og gik i luften. Og så blev jeg pludselig meget omhyggelig med hvad jeg stod og lavede, for fisken havde i springet afsløret sig selv som værende en overspringer af svær kaliber. Jeg lod fisken bruge nogen minutter på at løbe nogen kræfter af sig, og så begyndte en kamp med at få fisken gennem brændingen, der næsten endte uafgjort, men med et opbud af mine sidste kræfter fik jeg hevet fisken indenfor rækkevidde, hvor det lykkedes mig at nette den i andet forsøg. Så det var med dirrende knæ jeg fik slæbt mig op på stranden med fisken. Efter at have beundret fisken og pustet lidt ud gik jeg ned for at fiske videre. Men jeg var ligesom mættet, og hvis jeg fangede mere skulle jeg jo også slæbe det den lange vej tilbage, så jeg tog min fisk og gik hjem.

Eller det vil sige, jeg kørte ned om Jesper der vejede min fisk på en godkendt vægt. 5.75 kg. Og så var det ellers hjem til tommestokken. 76 cm kunne jeg strække den yderste halespids til at vise.

En fisk jeg er ret stolt af.